Tid til overvejelse

Tid til overvejelse

Giv tid

Vi lever i en tid, hvor effektivitet er en dyd, og hvor det er en fordel at nå det hele på den halve tid. De
spilleregler bliver sat ud af spil, når nogen dør… eller de bør i hvert fald blive det… helt eller delvist.
Tanker og idéer kommer ikke på kommando -De skal have tid… og det skal vi give dem! De valg I træffer
nu, kan ikke gøres om.

Det er i samtalen med bedemanden, at rigtig mange beslutninger bliver taget. Derfor kan det være rart at have gjort sig nogle tanker inden… men hvad skal man gøre sig tanker om?
Her er nogle bud:

Udsyngning -når afdøde skal lægges i kiste.

  • Hvad kunne være rart at gøre i forbindelse med, at afdøde bliver lagt i kiste?
  • Er der nogen i familien, som gerne vil være med til at lægge i kiste?
  • Har I lyst til at synge nogle sange eller evt. afspille noget musik, læse et digt, drikke en skål, sige nogle ord.
  • Hvilket tøj har I lyst til, at afdøde skal have på?… Det behagelige nattøj, den nye kjole , den hjemmestrikkede trøje, fiskejakken eller den gamle lasede kasket?
  • Mange polstrede kister leveres med en hovedpude, men måske ville det være rart at have “sin egen” pude med og et tæppe fra sofaen eller et dynebetræk, som passer til puden?
  • Skal afdøde have nogle særlige egendele, fotografier, tegninger og perleplader med?

 

Ceremonien

  • Ønsker om kirke, præst og tidspunkt?
  • Ønsker I at samles efterfølgende?
  • Hvem skal bære kisten, hvis den skal bæres til enten graven eller rustvogn?
  • Ønsker I at tage afsked i kirkerummet, og efterfølgende lade bedemanden køre kisten til krematoriet?
  • Specielle ønsker til kistepynt? Blomster fra haven, stranden, sommerhuset? Der kan også være, at hobbyer og interesser skal afspejles i kistepynten?
  • Ønsker I anden musik end det klassiske orgel i kirken?
  • Sangblad hvis I gerne vil synge sange, som ikke findes i salmebogen?
  • Kunne i have lyst til sammen med mig at lave kistepynten?Jeg synes det er en fantastisk proces. Specielt for børn, kan det føles rart at blive inddraget og gøre noget som giver synlig og meget konkret værdi.