Børns ord om sorggrupper
Da Søren døde, og jeg stod med 3 små børn, hev jeg alt ned fra hylderne, som kunne hjælpe. I bagspejlet kunne jeg godt have ladet noget af det stå… F.eks. var det måske ikke verdens bedste idé lige at få en lille hundehvalp oveni miseren… Endelig var jeg efter 7 år med helt små børn begyndt at sove igennem… så var det noget af et skud i foden at få en hundehvalp… Som jeg endda i min iver på at “lindre sorg” lod
sove sammen med os i sengen…. Det var… lidt dumt…
Buster, som hunden blev døbt, endte hos bedste i nabohuset til største glæde for både hende og os!
“Når man har snakket om det og grædt færdig, så er det som om, man har spist en hel masse pakker af det der megastærke tyggegummi, og så er man bare helt fresh igen”
Jens, 10 år
Men noget gjorde jeg, som jeg nu kan se den kæmpe betydning af. Jeg vidste, at jeg ville have børnene i en sorggruppe. Men eftersom de var så små, var det svært at finde et tilbud i området, om overhovedet muligt? Og i øvrigt kendte jeg lidt til Jes Dige fra tv-udsendelserne “Mor er død, men det snakker vi ikke om”. Ham ringede jeg til, og alle børn var velkomne… Iben, der var 2 år, da Søren døde, startede dog først et års tid efter.
Det lykkedes mig i to år at køre til Ålborg hver anden uge, hvor Hans og Jens gik i en gruppe med andre børn, som også havde mistet forældre eller søskende. Det var hårdt, men jeg ville!
Man kan jo ikke se på barnet, om “det hjælper”, men jeg var overbevist om, at det i hvert fald ikke gjorde nogen skade og også ret overbevist om, at dét at være sammen med nogle, som genkendte de følelser og oplevelser, som mine børn kom med, måtte være balsam for deres små sjæle. Nedenfor kan du høre Jens sætte ord på noget af det, som rør sig i et barn, der har mistet en forælder... og om, hvor dejligt det er, at der er andre, der har det ligesådan som ham. Her var der intet at misforstå.
Uden sammenligning er deres bedste råd, at alle børn, som mister skal have mulighed for at komme i en lignende gruppe.