Kremering -at blive brændt
Den mest almindelige måde at blive "begravet" på.
Kremering i Silkeborg At blive kremeret betyder "at blive brændt" og i dag er det, hvad langt de fleste vælger. For ikke så mange år siden var det ulovligt og kirken var i oprør, da det at brænde kroppen syntes uforligneligt med genopstandelsen. Men det blev med tiden anerkendt og i de store byer løste det et alvorligt problem med bl.a. forurening af grundvandet, og er altså i dag et alternativ, der har overhalet den klassiske begravelse i antal.
Kremering i Silkeborg.
Der er i Danmark 19 krematorier, og vi er så heldige, at have et i Silkeborg. Kremering i Silkeborg er endda meget brugt og krematoriet er anerkendt for sin indstilling til at imødekomme brugernes behov. Silkeborg Krematorium er f.eks. et af de eneste i landet, som tillader at brænde kurvekister. Som bedemand bliver jeg altid mødt af professionelt personale, som både meget gerne fortæller og viser frem, men som endnu vigtigere altid er positivt indstillede, når der er situationer, som kræver en ekstra indsats eller en lidt anden tilgang.
Hvad sker der, når man bliver brændt?
En kremering varer for et voksent menneske ca. halvanden time, mest afhængig af højde og drøjde. Under kremeringen holder en computer øje med processen. Når kremeringen er færdig tømmes ovnen minutiøst ned i et rum under ovenrummet, hvor asken afkøler. Herfra kommes den i en beholder. Asken indeholder stadig nogle porøse knoglestrukturer, hvorfor det er nødvendigt at findele asken inden den kommes i urnen. Eventuelle større implantater fjernes også, og sendes til genanvendelse.
Hvad med guldtænderne?
Jeg skal ikke kunne sige, hvorfra historierne stammer, men i hvert fald fra en anden tid, og fra en tid, hvor knaphed og fattigdom måske kunne gøre det forkastelige uundgåeligt? I hvert fald holder historierne om guldtænder og smykker, der bliver fjernet, stædigt ved. Men det ER kun en "god historie", som ikke har nogen hold i virkeligheden. De små metalgenstand, deribland guldtænder, der måtte være tilbage ryger med i urnen. De større metalgenstande, primært proteser, sorteres fra og er siden 2005, blevet solgt til genanvendelse.
Hvor lang tid tager det?
Oftest er det bedemanden, der alene kører kisten til kremering efter ceremonien, men det sker også, at familien følger med. I disse tilfælde kan man forud have lavet en aftale med krematoriet i Silkeborg, så kisten kan komme direkte i ovnen.
Ellers kremeres der efter "dødsdato". Hvor lang tid der går, før urnen "er klar", afhænger derfor af, hvor lang tid der er gået fra død til bisættelse og af, hvor travlt der er i krematoriet. Det er et lovkrav, at kisterne kremeres senest 14 dage efter dødsfaldet. Kisterne opbevares naturligvis på køl på krematoriet. Der går sjældent mere end 4-5 dage fra ceremonien til urnen er klar til at blive udleveret til kirkegården eller familien.