Spørgsmål når du ringer

Fortvivl ikke. Så længe bedemanden blot får CPR.nummeret er det intet problem. Var afdøde gift, vil bedemanden også gerne have ægtefællens cpr.nr. Hvis anmelderen er en anden end ægtefællen, vil bedemanden også have brug for hans/hendes og cpr.nr

Hvis man ikke er medlem af folkekirken, når man dør kan man ikke benytte sig af præst og kirke, hvilket af samme grund næppe er noget problem. Men der ligger dermed et større arbejde i at arrangere begravelsen, hvorfor det vil være en stor lettelse at have en god bedemand ved sin side. Som ikke medlem af folkekirken skal man desuden betale for en række ydelser i forbindelse med begravelsen, som medlemmer har betalt til via kirkeskatten. Det drejer sig f.eks. om leje af Kapel og erhvervelse af gravsted.

Det findes der ikke noget entydigt svar på, da der er meget stor forskel på, hvilke ønsker vi har til vores begravelser. Forskellene findes både på de “ting” vi køber til begravelsen, kiste, urne, annonce, blomster, gravsten og mindehøjtidelighed, men priserne varierer også meget alt efter om der skal sættes en kiste eller en urne ned på kirkegården eller om asken f.eks. skal spredes over havet. Selvom mange bedemænd har deres priser tilgængelige på nettet, kan det være svært at sammenligne. Skal jeg dog alligevel gøre forsøget, ligger en begravelse typisk mellem 15.000 og 25.000kr.

Når afdøde er lagt i kisten køres denne til et kapel, hvor kisten står køligt og forsvarligt ind til begravelsen. Nogle kirkegårde har deres eget kapel, andre gange benytter man et af de større kapeller. I Silkeborg er der et stort kapel på Vestre Kirkegård. Er man medlem af folkekirken koster det ikke noget at benytte kapellerne. Har man brug for at se afdøde op til begravelsen, kan man sagtens arrangere en fremvisning i
kapellet.

Begge er de jo en højtidelighed holdt til ære og minde om den man har mistet. Den største forskel er, at ved en begravelse slutter ceremonien ved at kisten bæres ud af kirken og til kirkegården, hvor den sænkes i jorden og jordpåkastelsen (“Af jord er du kommet, til jord skal du blive….) sker her, under åben himmel. Ved en bisættelse sker jordpåkastelsen inde i kirken og kisten bæres til rustvognen, som kører kisten med afdøde til krematoriet, hvor afdøde i løbet af nogle dage bliver brændt. Herefter får familien af bedemanden besked om, at urnen er klar. Herpå følger urnednedsættelsen, hvor nærmeste familie sammen med graveren sætter urnen i jorden på kirkegården.

Er der ønsket askespredning over åbent vand arrangerer familien ofte selv at blive sejlet ud på det sted, hvor asken skal strøs. Når man har valgt en bisættelse er der flere forskellige muligheder for valg af
“sidste hvilkested”end det er tilfældet ved en kistebegravelse.

En borgerlig begravelse KAN minde om både en begravelse og en bisættelse, men der er ingen krav til, hvad den skal indholde, så længe man holder sig inden for de regler der er for, hvordan vi behandler
vores døde. Oftest finder ceremonien sted i et kapel, men den kan ligeså godt afholdes hjemme, i kolonihaven eller på arbejdspladsen. Da der ingen præst medvirker ved en borgerlig begravelse er det en god idé at give “styringen” til en anden. Der findes organisationer, hvorigennem man kan booke en “ceremonimester”, men man kan også spørge sin bedemand, eller vælge selv at gøre det. Efter ceremonien bæres kisten enten til graven eller bliver kørt på krematoriet.

Sålænge døden er på afstand, og noget, de andre kommer ud for har vi relativt let ved at snakke om, hvad vi gerne vil have sker med vores krop, når vi ikke længere har brug for den. Det er mit indtryk, at vi  eler os i to. Enten er man fuldstændig ligeglad eller også er man slet ikke ligeglad! Er man blandt sidstnævnte, er man i virkeligheden nok mest styret af, hvad man IKKE vil -for i bund og grund er det jo et valg mellem pest eller kolera… Heldigvis vil de fleste af os jo gerne leve!

Under alle omstændigheder hjælper vi dem vi en dag efterlader, og måske også os selv, ved at tage stilling til, hvordan vi gerne vil herfra. En almindelige måde at sørge for det på er ved at udfærdige sine
“sidste vilje”… som det efterhånden er kommet til at hedde

Da min mand døde var jeg ikke i tvivl om, at han skulle begraves. Hånden på hjertet var det nok bare fordi, at det “gjorde vi i min familie”. Det var dét jeg kendte til. Men jeg ville vælge det igen, og det ville jeg, fordi jeg rigtig godt kan lide følelsen af, at alle os, som elskede og holdt af Søren, sammen fulgte ham hele vejen.Jeg kunne godt lide, at vi stod rigtig mange mennesker og sammen var vidne til, at Søren nu var fremme… absolut sidste endestation i det liv, han havde levet på denne jord.

Med i sine overvejelser bør man også have, at man ved en bisættelse har mange flere muligheder i forhold til valg af gravsted end ved en jordbegravelse..

Læs gerne Min sidste vilje.

Overordnet kan man sige, at skal og bør kun har meget lidt at sige, når vi dør og skal herfra. Derimod er der rigtig mange ting, som vi må og kan. Rettesnoren er blot, at alt, hvad vi foretager os med afdøde skal foregår sømmeligt og ordentligt. Grænserne herfor er et langt stykke hen ad vejen op til os selv at sætte. Vi SKAL ikke bruge hverken bedemand, præst eller kirke. Dog Skal vi ved kremering naturligvis benytte krematorierne. Og kister og urner skal i reglen sætters ned på kirkegårde, hvadenten man er medlem af folkekirken eller ej. Der er dog undtagelser herfor

Det er et stort spørgsmål og naturligvis afhængig af, hvad du behøver hjælp til. Hvis det drejer sig om overvejelser i forhold til begravelser, er bedemanden et godt sted at henvende sig. Desuden kan jeg kun give bogen “Begravelse for Begyndere -en jordnær guide” mine bedste anbefalinger.

Drejer det sig om hjælp til bearbejdelse af sorg efterfølgende har jeg forsøgt at lave et overblik over de gratis muligheder der er for at deltage i sorggrupper i og omkring Silkeborg.

Det afhænger først og fremmest af, om man har valgt kremering eller jordbegravelse. Der er langt flere forskellige muligheder for sidste hvilested, når man vælger kremering af den simple grund, at en urne nedbrydes hurtigere end en kiste og kræver mindre plads. Generelt skal kister og urner sættes ned på kirkegårdene, men urner kan efter tilladelse fra Stiftsøvrigheden nedsættes på egen grund, hvis denne er
mindst 5000m2 stor. Udover tilladelsen kræver det også en tinglysning og man må ikke sætte en sten eller mindeplade.

Kirkegårdene er forskellige, så mulighederne varierer fra kirkgård til kirkegård. Nogle af dem kan du se her:

• Fællesplæne med navneplade.
• De ukendtes fællesgrav
• Urnegravsted
• Almindeligt gravsted ( enkelt eller dobbelt)
• Skovkirkegård
• Spredning over åbent vand
• Kolumbarium (Urnen står frit, og giver mulighed for senere askesblanding)
• Urnevæg (urnen står bag en plade af f.eks. marmor)
• Urnenedsættelse på egen jord (kræver min. 5000m2 , tilladelse fra Stiftsøvrigheden og en tinglysning)

En begravelse er dyrere end en bisættelse, når man ser på det samlede regnskab. Men den endelig pris er meget afhængig af, hvad familien ønsker. Pleje og vedligehold af et dobbelt kistegravsted er naturligvis dyrere end pleje og vedligehold af et urnegravsted. Det er også mere omkostningsfuldt at etablere et kistegravsted end et urnegravsted. Endelig kan det spille ind, at fredningstiden ved en kistebegravelse er 25 år og 10 år ved en bisættelse.

De præcise priser får man på de enkelte kirkgårde, og det vil jeg naturligvis gerne være behjælpelig med.

Overholder man blot kravene er der ikke noget til hinder for, at man bygger sin egen kiste eller kisten til en man holder af. Det er krematorierne og kirkegårdene, der sætter kravene og der er primært tale om krav til materialer og mål. Selvfølgelig skal kisten være bygget forsvarligt og etisk korrekt.

Almindeligvis bliver kisten sat ind i kirken ca. to timer før selve begravelsen. De nærmeste kommer typiske til kirken eller kapellet 30-45 min før selve begravelsen og tager gerne imod i våbenhuset. Få  minutter før begravelsen er sat til at begynde ringer klokkerne og roen indfinder sig. Ceremonien i kirken tager da. 30 min og det er almindeligt sammen med præsten at have valgt 3-4 salmer. Desuden vælger flere og flere at lade præludiet være et særligt stykke musik, som man forbinder med afdøde. Præludiet er det musik, som man hører mens kisten bæres ud af kirken og til graven. Når alle er samlede ved graven fires kisten roligt ned i graven hvorefter præsten foretager jordfæstelsen (Lægger tre små skovlfulde jord på kisten under ordene vi alle kender: Af jord er du kommet, til jord…) Herefter høres bedeslagene; 3*3 klokkeslag. Nogen slutter det hele af med at synge en salme.

Ceremonien ved en bisættelse og en begravelse i kirken ligner hinanden. Dog sker selve jordpåkastelsen ved en bisættelse inde i kirken, hvor der ved siden af kisten er sat lidt jord og en lille skovl frem til præsten. Efter ceremonien bliver kisten båret ud til rustvognen, hvor mange vælger at lægge den rose på kisten, som man ved en begravelse havde kastet ned i graven. Efter bedeslagene kører rustvognen væk og pårørende får besked fra bedemanden, når urnen er klar 1-2 uger senere.

Ligesom med så meget andet kan man også tænke bæredygtighed ind i mange af begravelsens faser. F.eks. i valget af hvilke blomster man lægger på kisten, hvilken kiste man vælger og om man vælger jordbegravelse eller kremering. Det er dog svært at sige noget entydigt om, hvilken form, der når alt kommer til alt, er MEST bæredygtig, da der ikke findes nogle dokumenterede undersøgelser. Derimod må man overveje sine egne valg og træffe sine beslutninger med baggrund i egen dømmekraft og mavefornemmelse.

Man har i grave til alle tider kunne finde remedier, som man har givet afdøde med i døden. Det er også almindeligt at gøre i dag. Glas (briller undtaget) må dog af hensyn til krematoriets ovne ikke lægges i kisten ligesom kæledyr eller aske herfra heller ikke er lovligt at lægge i kisten til afdøde.

At få sin aske spredt over havet er en mulighed, som flere og flere benytter sig af. Det forudsætter at det er i overensstemmelse med afdødes eget ønske. Derfor er det en god idé forinden sin død at have lavet et underskrevet dokument, som bekræfter det ønske. Et håndskrevet stykke papir med din underskrift er alt nok. Har man imidlertid ikke sådan et dokument kan man alligevel som pårørende godt anmode om askespredning hos kirkeministeriet og i de fleste tilfælde få tilladelse.

Det er kun tilladt at sprede asken over havet eller større fjorde og bugter. Altså ikke over en sø eller fra en badebro. Når man spreder asken, skal man være mindst 200. m. fra land og man må ikke “forstyrre offentlig orden.” Med andre ord man skal være diskret. Spredningen skal desuden ske over vand, hvilket betyder, at man altså ikke må nedsænke urnen, men skal have denne med tilbage. (Nogle urner er lavet i et meget let vandopløseligt materiale.)

De pårørende står selv for at arrangere udsejlingen evt. med hjælp fra bedemanden. Enten kan man hente hjælp i sit netværk, en lokal sejlerklub eller benytte et firma, som har specialiseret i netop askespredninger.

Endelig skal det siges, at urnen skal opbevares på krematoriet indtil umiddelbart før askespredningen. Man må ikke opbevare en urne hjemme.