Hvem er Silkeborgs bededame?
Bag Silkeborgs Bededame står jeg, Christina Johnsen. Tidligere lærer, men nu selvstændig og lokal bedemand i Silkeborg. Jeg har for år tilbage stået i den situation, at skulle bruge en bedemand uden at have den fjerneste anelse om, hvad jeg skulle være opmærksom på, hvad jeg kunne forvente eller, hvad valget af den "den rigtige bedemand" kunne have af betydning for det følgende forløb.
Giver egen erfaring videre
Siden er jeg blevet meget klogere. Og i dag har jeg en hverdag, hvor jobbet som bededame er så fyldt af liv og mening, fordi jeg dagligt får lov at hjælpe og give egne erfaringer videre til "nye efterladte". Selv mistede jeg min mand og far til vores 3 små børn i 2014. Livet tog mildt sagt en drejning, som jeg gerne havde været foruden -Men som livets betingelse, er det bare ikke noget, vi selv kan vælge til og fra.
Når jeg som bededame møder en familie, er de ikke alene ofte i dyb sorg, men står også i ukendt land. Det land kender jeg. Både fagligt og følelsesmæssigt, og der er ingen som helst tvivl om, at netop dét er min absolut største styrke som bededame. Familierne møder hos mig et medmenneske med hvem, de deler sorgens følelsesmæssige erfaring. Og hvor meget man end gør sig umage med at forstå mennesker i sorg, så er der noget ved dødens væsen, som man først rigtigt kender og forstår, når man selv har været der.
Hver sorg er sin egen
Når det er sagt, så er hver historie og hver sorg sin egen. Nogle sorger er tungere end andre; når der er kludder i rækkefølgen; når forældre mister børn, og når børn og unge mister deres forældre eller søskende. Men uanset hvordan vi sørger og hvilke omstændigheder vi må affinde os med, så rører døden noget særligt i os. Noget, som hører det sjældne øjeblik til, hvor liv bliver til død, og hvor intet længere står til at ændre, men er kendsgerninger, som vi skal lære at leve med. Vi føler os sårbare, afklædte og hjælpeløse og midt i det har vi smidt…. tabt…. våben og skjold og møder hinanden som de mennekser vi er… Ægte og
ærlige…. Det fylder mig med dyb taknemmelighed og mening.