Hjemme eller i kapellet?
Er det lovligt at lade afdøde blive i hjemmet?
Må afdøde blive i hjemmet indtil begravelsen? Et spørgsmål mange måske holder for sig selv af frygt for at blive misforstået. Men spørgsmålet er yderst relevant og slet ikke mærkeligt. Har man imidlertid ikke oplevet det i sin omgangskreds, kan man være i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt? Om det er etisk forkert og om det vil virke stødende på andre? Det vil næsten altid kunne lade sig gøre at beholde afdøde hjemme, eller få afdøde hjem fra hospitalet. Enten i tiden op til begravelsen, eller blot nogle dage. Der er flere ting, der spiller ind på, hvor langsomt eller hurtigt processen med kroppens forfald går. Jo yngre og jo mere raskt et menneske er, når det dør, des langsommere er processen, og jo længere kan kroppen stå hjemme, før der evt. kan opstå ubehagelig lugt. Den afdøde kan også forandre sig så meget, at det ikke længere er rart. Afdøde bliver dog gerne lagt i kisten en af de første dage, hvis hun eller han er i hjemmet.
Engang var det helt almindeligt at afdøde blev i hjemmet!
Officielt kræves i nogle tilfælde embedslægens tilladelse til, at afdøde må blive i hjemmet. Jeg har dog aldrig været ude for, at det ikke var muligt at imødekomme afdødes eller pårørendes ønske om at blive i eget hjem.
Før i tiden var det almindeligt, at afdøde blev i hjemmet indtil begravelsen. Det er det ikke i dag. Og det
tror jeg skyldes såvel uvidenhed som forskrækkethed. Mange er ikke klar over, at muligheden er der og
føler måske umiddelbart ubehag ved tanken om “at have en død liggende hjemme” . Når den døde er én
du elsker, eller holder af, er det bare ikke længere “en død” , men den samme, som du stadig savner og
mangler.
Min far stod i kontoret derhjemme.
Min far døde pludselig som 44 årig, hvor jeg var en stor pige, og den ældste af tre søskende. Min mor
havde i kraft af sit arbejde på skadestuen haft døden som en del af sin dagligdag. Derfor var den ikke
fremmed for hende, og hun var klædt på til at tage nogle valg, som hun nok ikke ellers ville have vidst
mulige. Min far blev fra sygehuset kørt hjem til os, hvor han stod i et værelse indtil få dage før hans
begravelse. Huset var fuldt af grin, gråd og gæster i de dage, og jeg følte mig omsluttet af omsorg, og i en meget tæt samhørighed med de mennesker, jeg delte det ubærlige tab med.
Det sker "af sig selv", når vi har afdøde hjemme.
Udover at dagene var gode til trods for kaos, betød dét, at han stod hjemme og “lige derinde” også, at jeg
helt uden at være bevidst om det, blev ført gennem en proces og blev klar til at sige helt farvel. Jeg
husker meget tydeligt den første aften at tænke: “Hvis han bare kan blive her, kan jeg godt klare det” til
den sidste aften, han stod hjemme at tænke: “Nu, må de gerne komme og hente ham”… Jeg var “færdig”
og klar til næste skridt.