Udsyngning
At dvæle en stund
Før jeg blev bedemand havde jeg aldrig hverken hørt om eller oplevet en udsyngning... Det var i hvert fald gledet ud af min hukommelse. Oprindeligt hører
udsyngningen den begivenhed til, når afdøde for sidste gang forlader sit hjem. I dag gør man det også
nogen gange på sygehuset, inden afdøde forlader “stuen” for at komme i kapellet, hvor kisteilægningen
finder sted i samarbejde mellem kapelpersonale og jeres bedemand.
En “udsyngning” indebærer ikke nødvendigvis, at man skal synge. Det kan også blot være at man lige
husker, at stoppe op et øjeblik. At man lige giver sig selv og hinanden lov til at “mærke øjeblikket”. Altid
åbner man vinduet på klem, så sjælen kan flyve ud. Om man synes det er skørt eller ej, så er det et af de
ritualer, som hjælper os igennem dét, som er svært og særligt.
Medmindre afdøde har stået i eget hjem helt indtil begravelsesdagen, bliver afdøde efter udsyngningen
kørt til kapellet nærmest den kirke, kapel eller andet, hvor højtideligheden nogle dage efter skal afholdes.